Fattigdom på en 62-fod sejlbåd i Stillehavet
Af Lykke E. Andersen, La Paz, Bolivia
De fleste mennesker der skriver omkring fattigdom, har aldrig dem selv være fattige (inklusive mig selv). Dette er ikke så mærkeligt, siden de fattige er for fattige til at skrive. Selvom nogen skulle have muligheden, så har de ikke overskuddet af energi og tiden der skal til, for at side ned og skrive for at dokumentere deres følelser, tanker og ideer. De skriver ikke blogs eller dagbøger og de bliver faktisk aldrig hyret som konsulenter til at studere fattigdom.
Kan det være at dem der skriver om fattigdom faktisk ikke rigtig forstår fattigdom?
På det mest mærkelige sted, som gæst på en 12-personers sejlbåd der var på jordomsejling, fik jeg erfaringen på nogle af de problemer som fattige må stå til ansigt med hver dag: hele familien er stuvet sammen i et lille bitte rum med ingen som helst privatliv, et varmt brusebad er en luksus, at prøve at holde børnenes tøj rent er en kamp imod alle odds og daglige huslige pligter der tager alt ens tid og energi.
Det er dog alligevel overraskende, hvor hurtigt du kan vende dig til sådan en livsstil. Du behøver ikke rigtig en bad hver dag og der er altid noget tøj der er renere end det andet. Det ukomfortable sovearrangement bliver kompenseret af flere timers søvn, og manglen på privatliv er en naturlig anti-svangerskabsforebyggende middel. Manglen på tv er en velsignelse og de gratis nydelser ved at lege på stranden, vandre i bjergene, tilberede selvfanget fisk, og småsludre under stjernerne, ser ud til at blive nydt langt mere end dyre ture til museer og smarte restauranter. 9-5 jobbet bliver ganske uattraktiv: det er fysisk umuligt og hvem ville have det alligevel?
For mig ser der ud til at være fire livssituationer her i verden:
1/ Du er fattig ude på landet, lever af jorden med masser af tid til at bruge sammen med familie og venner. Du behøver ikke at bekymre dig om at nogen stjæler dine ting og du føler ikke nogen pres for at følge med naboen. Naboer og familiemedlemmer plejer normalt at dele generøst ud, hvis nogen er mere heldige end andre. Du ved ikke meget og derfor bekymrer du dig kun lidt om resten af verden. Dine hovedproblemer ville normalt være sundhedsrelaterede, men der er ikke meget du kan gøre ved det, død er accepteret uden meget ståhej som en naturlig ting.
2/ Du er fattig i en byområde og bliver nødt til at arbejde meget hårdt for at tjene penge nok bare for husly, mad og tøj til familien. Du vil typisk arbejde i en lille familie foretagende, bruger stadig meget tid på familien, men du bliver også nødt til at bruge nogle lange perioder og besværlige timer i større fabrikker. Du har som regel adgang til offentlige goder såsom uddannelse, indlagt vand, toiletforhold, hospitaler, tv og internet og igennem det lærer du, hvor ulige verden i virkeligheden er og hvor relativ uattraktiv din nuværende situation er.
3/ Du er relative velhavende, men bliver nødt til at arbejde hårdt for at pleje dit image og andres forventninger på dit niveau af velstand. Dette medfører for lidt tid til at nyde familien og venner, så du risikere at dø ensom og ulykkelig af en eller anden stress-relateret sygdom. Du er forsikret mod tyveri, brand, arbejdsløshed, ulykker, sygdom, død etc., men det forhindre ikke dårlige ting at forekomme.
4/ Du er rig uden at skulle arbejde for hårdt for det. Dette er en ret uhomogen gruppe, bl.a. bestående af dem som har arvet rigdom, dem som vandt det, dem som giftede sig til det og dem som har specielle talenter og arbejdede hårdt for at udvikle dem og dem som udnytter deres medborgere. Kun et mindretal kan pr. definition være rige uden hårdt arbejde (1). Dette situation kunne teoretisk sikre dig et komfortabel liv i lang tid, men jeg er ikke sikker på det vil gøre di lykkelig. Det ser ud til at de fleste har masser af problemer med deres liv, og hvis ikke, så skaber de kunstige problemer og bekymringer, så som at bestige bjerge, krydse oceaner i små sejlbåde eller prøver at ligne Barbie.
Dette er selvfølgelig en oversimplificering (2), men hvis 1 til 3 mere eller mindre viser vejen fra fattigdom til rigdom (og 4 er forbeholdt en lille heldig mindretal), så er det ikke så mærkeligt at øget velstand ikke også har medført øget lykke, som seneste undersøgelser viser det ikke gør (3).
Måske er det heller ikke så mærkeligt, at det er svært for folk at komme ud af fattigdom. 2 og 3 er ikke ligefrem attraktive, hvis du er vant til et liv med uafhængighed, fleksibilitet og frisk luft, endda selvom du ikke har særlig mange penge.
Jeg er sikker på at de fleste ville være glade for at kunne hoppe direkte hen til 4, men måske synes de ikke at pengene de ville tjene i 2 og 3, er værd det offer de skulle foretage.
Jeg synes at indkomst er en rigtig modbydelig måde at måle velværd/lykke. Måske det ville være mere passende at måle velfærd på hvor mange timer fritid (familietid, hobbyer, sport, rejse, studere, læse, kunst, haven, lege etc.) du har råd til at buge pr år og fattigdom på hvor mange timers arbejde du bliver nødt til at foretage pr. uge (hvis du virkelig elsker at arbejde, ville det blive betragtet som en hobby og dette tæller med som fritid).
Studier der bruger indtjening pr. time som en mål for velfærd værdisætter indirekte fritid, så det er sikkert ikke så dårlige. Men flest studier af fattigdom tager ikke værdien af at være sin egen chef og at have muligheden for at vælge hvor mange timer du ønsker at arbejde og hvornår med i regnestykket. De påtvinger underforstået det samme set af værdier på alle mennesker – et set værdier der ligger vægt på diamanter og fladskærme, men ligger ikke vægt på personlig tid, fleksibilitet, uafhængighed, naturen, træning og frihed fra bekymringer om terror, global opvarmning og arter der uddør.
Lykke Andersen gæster denne blog af og til med tankevækkende artikler. Med en PHD i økonomi ser hun verden som andre ofte ikke ser. Hun er bosiddende i Bolivia hvor hun er Director for Institute for Advanced Development Studies, www.inesad.edu.bo. Forfatteren vil være glad for at modtage kommentarer på følgende e-mail: landersen@inesad.edu.bo.
(1) Vi kan ikke selvfølgelig ikke alle vinde i lotte og vi kan ikke alle leve af at stjæle fra hinanden. Nogle skal arbejde for at generere velfærden.
(2) Nogle steder, pga. Overbefolkningen, landområderne har ikke land nok til at leve af det. Men i det mindste i Bolivia, har de fattige børn på landet normalt bedre ernæret end fattige børn i byerne (ifølge data fra ’Demographic and Health Survey of 2003’).
(3) Som reference, se juleudgaven af The Economist 2006.
