Artikel om at støtte og hjælpe andre mennesker og meningen med livet

At støtte et godt projekt og hjælpe andre mennesker har en afgørende og meget positiv påvirkning på din personlighed og identitet som menneske. Få her gode råd, tips, ideer og viden om det vigtigste inden det at gøre en forskel som af mange anser for at være selve meningen med livet. På denne side er der samlet det vigtigste, så du ikke behøver bruge tid på at finde artikler, læse bøger og gå på kursus for at finde ud af, hvordan du bedst får succes med at støtte andre og give donation.

Frits Hammershøj der har dedikeret sit liv til at støtte og hjælpe andre, giver her en introduktion til emnet med masser af information som du kan bruge med det samme. For ham er der tale om en personlig moral og en spirituel betydning at skabe en bedre verden.

Skulle du være interesseret i at vide endnu mere, har vi til sidst lavet en kort oversigt med de vigtigste bøger, hjemmesider og links over emnet. Eller kontakt christian@exceptionallife.dk hvis du ikke fandt det du søgte.

Læs artiklen her nedenunder eller download hele bogen De 7 Nøgler til et exceptionelt liv, der også hjælper med at forbedre dig på andre områder af dit liv såsom relationer og penge.

Ønsker du at forbedre dit liv indenfor bl.a. relationer, økonomi og sundhed?

Læs bogen der kan gøre en afgørende forskel for dit liv.

De 7 Nøgler til et Exceptionelt liv
Manualen til dit liv
Få bogen NU helt GRATIS (værdi 248 kr.)

Jeg hedder J. Christian Andersen og jeg er certificeret coach. Jeg manglede en bog, en manual til livet, der kunne give mig konkrete værktøjer til at få mere succes i alle områder i livet så som relationer, økonomi og sundhed. Jeg fandt ikke det jeg søgte og derfor valgte jeg at lave bogen selv. Jeg interviewede 7 eksperter inden for deres felt. De viser vejen til, hvordan du helt præcist kan få succes på alle områder i dit liv, lige fra hvordan du tjener flere penge, får en mere sund livsstil, mere energi i hverdagen til at finde din rigtige drømmepartner. Det er blevet til bogen De 7 nøgler til et exceptionelt liv og den giver jeg væk helt gratis. Ja du læste rigtig. Jeg synes alle fortjener et godt liv, så du kan downloade bogen med det samme helt gratis og starte med at få succes allerede i dag!

Hvis du gerne vil have bogen med det samme så skriv dit navn og e-mail adresse i boksen forneden. Samtidig får du gratis inspirerende nyhedsbreve der viser dig, hvordan du kan leve et exceptionelt liv. Endelig har jeg fundet frem til følgende 3 gode artikler som jeg også sender til dig med det samme…

At gøre en forskel og meningen med livet
Interview med Frits Hammershøj   

Mangler du dybde i livet og har du fundet ud af, at lykken ikke kom med huset og bilen – så læs her om det beundringsværdige arbejde, som Frits Hammershøj og hans kone Gerd sammen med en colombiansk medarbejdergruppe foretager i Sydamerika. Det handler om at støtte og hjælpe andre; gerninger, som tilmed kan berige dit liv i en grad, du ikke troede var muligt.

Du er det sidste interview i rækken ud af syv. Emnet er at gøre en forskel, at hjælpe andre; hvordan man går ud over sig selv og hvordan man skaber værdi for andre. Tony Robbins (super coach fra USA, se www.tonyrobbins.com) har defineret seks menneskelige behov, hvoraf contribution, eller det at bidrage, er et af dem. Jeg synes, du er et rigtig godt eksempel på dette; du har taget skridtet fuldt ud. Du har taget teltpælene op fra Danmark, er taget hele vejen herover til Colombia, hvor vi nu sidder, og har startet et nyt hjem op sammen med din kone. Et hjem for fattige enlige kvinder og deres børn.

Det med at hjælpe andre mennesker tror jeg, er noget, jeg har med mig hjemmefra. Mange af de ting, vi gør, og den måde vi tænker på, har vi jo med hjemmefra. Min far og mor er meget almindelige mennesker. Min far var sygehusportør, indtil hans ryg blev ødelagt af det, og min mor var rengøringsdame. Hvis vi var vokset op herovre i Colombia, var vi ikke blevet til noget, men takke være SU, og hvad man nu ellers kan få af støtte i Danmark, lykkedes det os fire børn at få en uddannelse. Juleaften havde vi typisk en skæv eksistens på besøg, som enten var indlagt på psykiatrisk hospital, eller levede et meget ydmygt liv, og som min mor og far gerne ville give en ordentlig juleaften. Min mor har arbejdet i Blå Kors, som egentlig er en afholdsforening – men det er meget mere end en afholdsforening; de har også hjem for alkoholikere mm. Det har hun arbejdet med lige så længe jeg kan huske. Min far var et meget venligt menneske, men havde også fået en del knubs gennem sin opvækst. Han var født uden for ægteskabet, fik aldrig at vide, hvem hans far var, og ude på landet i tyverne og trediverne var det ikke lige det, der blev set mest velvilligt på. Så han havde et hjerte for mennesker i nød, og var meget afholdt af dem.
Det samme gælder min mor, selv om hendes baggrund var en del anderledes. Så jeg er vokset op i den mentalitet, at man ikke lever for sig selv, og at der altid er nogen, der har det værre end en selv. Vi er kristne mennesker. Når jeg siger vi, så mener jeg min kone og jeg. Det er jo en gammel kristen tankegang at man skal hjælpe dem, der har brug for hjælp. Vi forsøger at forstå, hvad det er, Gud vil med os som mennesker, og hvad det er, han vil os i forskellige situationer. Så kom vi til et punkt i vores liv, hvor vi spurgte hinanden: ”hvad nu, hvad skal vi nu?” Det var især min kone, der var kommet til det punkt. Hun havde fundet ud af, at vi skulle til Bogota i Colombia. Hun har altid følt sig tiltrukket af Sydamerika, og jeg har boet i Spanien, så jeg var også draget mod den latinske eller den spansktalende verden. Det blev så til, at vi kom herover; først for at arbejde med et gadebørnsprogram, hvor det især handlede om at skaffe midler fra danske sponsorer til forskellige colombianske initiativer. Det blev til et arbejde med meget administration. Men det varede kun et år; det syntes ikke at være det rigtige sted, vi var havnet. Vi stoppede efter et år, og så gik der vel et års tid mere før vi startede på Casa Amparo (Casa = hus, amparo = tilflugt, ly, læ, skjul, det at være passet på eller at nogen tager sig af en), som meget kort fortalt er et hjem for gravide teenagepiger, der står helt alene.

Dit arbejde med at hjælpe hviler på en kristen baggrund. Nu er der sikkert mange af læserne, der ikke selv er kristne; ateister eller folk med anden religiøs baggrund. Er der nogle fællesnævnere, nogle fælles værdier for det at støtte og hjælpe, det at gå ud over sig selv?

Jamen, jeg tror, at uanset ens religiøse baggrund og overbevisning, uanset hvad man måtte kalde sin Gud, ja, så er der noget fælles.

Jeg har ikke studeret de forskellige religioner, men ud fra det, jeg har lært hen ad vejen, er det mit indtryk, at et stort flertal af religionerne tror på, at Gud vil have, vi alle er noget for vores næste. Der er tre religioner, der i nogen udstrækning deler Bibelen som hellig skrift: jøder, kristne og muslimer. For de tre er det Det Gamle Testamente, der er fælles; Det Nye Testamente har kun de kristne. Hvis man læser Det Gamle Testamente ser man, at Gud indskærper sit folk at behandle de fremmede iblandt dem godt. Det er en bog, som jøder, muslimer og kristne læser. Elsk din næste. I De Ti Bud, som er en del af Det Gamle Testamente, drejer flertallet af budene sig om at behandle medmennesker ordentligt. Jesus sammenfatter budene på følgende måde: Du skal elske Herren, din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv.
Her sættes kærligheden til Gud altså fuldstændig på niveau med kærligheden til næsten. Hvor vi som kristne, sikkert sammen med mange, fejlagtigt tror, at det er vores kærlighed til Gud, der giver os styrken til at gå ud og elske vores næste som os selv.
Vi har altså i det mindste tre religioner, hvis hellige bog lærer, at det ikke er muligt at elske Gud uden samtidig at elske næsten og gøre godt mod ham eller hende.
Det er mit indtryk, at uanset hvilken religion det drejer sig om, så er det vigtigt at hjælpe sin næste. Men jeg tror ikke, man behøver at tage den ovenfra og nedefter, og konstant spørge sig selv: ”hvad siger denne religion?” Jeg tror simpelthen, der er en chip i os alle sammen, der gør at vi drages mod at hjælpe. Vi gemmer os bag mange ting; vi er altid os selv nærmest – det er det nok svært at komme ud over. Men jeg tror faktisk, at hvis man sætter folk ned og spørger: ”tror du, det er rigtigt at hjælpe din næste?”, så ville de alle svare ja. Hvor meget man så gør ved det, er forskelligt. Jeg tror også, at alle, uanset om de er ateister, buddhister, eller kristne, føler sig lidt bedre tilpas, den dag, de giver det menneske i den situation en hånd, end de gjorde dagen før. Jeg tror, det ligger i hele skabningen, hele vores makeup.

Fortæl mere om Casa Amparo, hvad er filosofien her? Hvilke værdier har I?

Ideen er at lære pigerne, hvad de ikke har lært tidligere. Kun meget få af de piger, vi har og har haft herinde, har haft en familie. Det vil sige, at de ikke har lært de basale sociale færdigheder. Vi lærer jo ikke at være fædre eller mødre i skolen, vi lærer ikke at tage os af vores børn, vi lærer ikke at leve sammen med andre. Alt dette lærer vi i vores familier, og har man ikke haft en familie, er der mange ting, man er gået glip af. Det skal vi så prøve at lære pigerne. Vi er jo heller ikke nogen familie, så der er selvfølgelig en hvis svaghed i den måde vi gør tingene på, men vi prøver alligevel at få så meget familieatmosfære, så mange familiefunktioner og så meget familiesammenspil ind i dagligdagen som muligt. Vi har to lejligheder, hvor der normalt bor otte piger, og det er nogenlunde den størrelse, vi synes er ideel. Ikke det ideelle, men så tæt på det ideelle, vi kan komme. Vi er som sagt kristne mennesker, så en stor del af dagligdagen er præget af vores tro. Det vil sige, vores morgenandagter, lidt bibelstudier og vores kirkegang præger selvfølgelig stedet, men meget mere end det; der er nogle helt klare værdier, som går igen, og som desværre ikke er så typiske i samfundet her – f.eks. sådan noget som sandhed. Det er heldigvis ikke værdier, der er forbeholdt kristne mennesker at tro på, men vi lever i et samfund, hvor det er socialt acceptabelt at lyve. Så der prøver vi at trække pigerne i en anden retning. Respekt for andre mennesker. En klar værdi i arbejdet er, at vi behandler pigerne med respekt. Det virker måske mærkeligt, at jeg siger det, men det er faktisk relevant at nævne det. Mange i samfundet her mener, at de piger, der kommer ind og skal have hjælp, ikke kan tillade sig at stille nogle krav; de kan ikke forvente, at der bliver talt pænt til dem; de kan ikke forvente, at man ikke vil lyve over for dem, osv. Sådan er der en hel masse ting, som vi mener, er oplagte – selvom de har brug for vores hjælp, kan de godt forvente at blive behandlet ordentligt. Vi har været i den heldige situation, i den velsignede situation, kan man sige, at vi har fundet nogle rigtig gode lokale medarbejdere, som deler vores menneskesyn, og også betragter arbejdet her som deres eget. F.eks. den anden dag; da var vi et par stykker: en fra bestyrelsen, en udefra, og jeg tror også, vores administrator var med. Så bad ham udefra os om at fortælle noget om arbejdet. Jeg var der som chef for arbejdet, men sagde ikke noget. Den måde, hvorpå medarbejderne fortalte om arbejdet, havde bund i tankegangen: ”det er ikke vores arbejde, det er deres arbejde”. Det er jo en ønskeposition at have, fordi det ikke er et problem, når der skal gås en ekstra mil. Når det er folks eget arbejde, så gør de det gerne. I et arbejde som dette er der ekstra mange mil, der skal gås hen ad vejen. Det betyder også, at det er en ønskeposition for os, hvis vi en dag skal takke af – det skal vi jo på et tidspunkt. At der så vil være nogle mennesker, der siger, at det er deres arbejde og at de kører videre med det, er betryggende at vide.

Hvad er det for nogle piger, I får ind i huset? Hvad er deres baggrunde?

Jeg plejer at sige til folk: ”fortæl mig det værste tilfælde, du kan forestille dig, og jeg vil fortælle dig et tilfælde fra virkeligheden, der er værre”. Det er ikke alle vores piger, der kommer fra lige dårlige forhold, men som jeg nævnte før, har de typisk ikke haft en familie.

Her må vi hellere gøre læserne opmærksomme på, at Colombia jo ikke er ligesom Danmark, hvor der eksisterer et stort offentligt sikkerhedsnetværk der kan støtte mennesker i nød.

Der er tilbud. Men i sådan en situation som vores piger står i, har de kun to muligheder. Den ene er abort, som indtil for nylig ikke har været legalt, men som alligevel har været meget almindeligt forekommende. Det krævede en vis sum penge, typisk 500 kr., som mange ikke har. Den anden mulighed er at komme ind på et hjem, hvor en pige kan få kost og logi, hvis hun skriver under på, at hun afleverer sit barn til adoption. Det er de to muligheder der er, hvis man står og skal bruge hjælp. Der er kun nogle ganske få steder som vores. I en by med ti millioner indbyggere tror jeg ikke, der er mere end fem af disse steder. Halvdelen af indbyggerne i Colombia lever under den af FN fastsatte fattigdomsgrænse.

Hvor lang tid er pigerne hos Jer?

Det er temmelig forskelligt. Vi har sat et program sammen på et års tid. Man opdager noget, som man ikke ved før man har prøvet det; før man går i gang med et projekt som dette, hvor man arbejder med en sådan gruppe. Jeg havde forleden besøg af en fyr, som arbejdede meget med erhvervslivet, og han sagde, at det er alt for lang tid med et år; de skulle igennem på tre måneder. Det tror vi ikke på, sagde jeg til ham. Det går meget langsomt i vores arbejde. Der er mange undervisningsforløb, der bliver meget usammenhængende, fordi de alle har en masse, de skal ved siden af. F.eks. er der mange lægebesøg. Mange af pigerne er som udgangspunkt i en sundhedsmæssigt meget dårlig forfatning, hvor så alt det med deres graviditet kommer oveni. Og når de så får deres barn, så fortsætter festen, for så er det barnet, de skal til læge med, og måske har de også stadigvæk selv behov for behandling. Så vi har en idé om, at vi har et år til at fylde det på dem, som vi gerne vil have, de skal lære. Det handler meget om deres personlige udvikling. Der kan man måske godt speede tingene op, men kun til en vis grænse. Ting tager tid om at modne. Så vi anser kun det her for at være et fundament, vi lægger; de skal sandelig selv have grebet noget mens de har været her, og være parate til at prøve at komme ud i den virkelig verden.

Vi har delt forløbet op i tre faser. Meget kort fortalt; en modtagelsesfase, hvor de kommer ind og lærer at bo med hinanden, og hvor de lærer at vaske deres eget tøj, at gå i bad og sådan nogle ting. De mest basale ting kan de fleste, også selvom de kommer fra gaden. Så lærer de at lave mad, og at passe deres barn. Den anden fase kalder vi for en discipelskole. I gamle dage i latinskolen i Danmark hed eleverne disciple. En discipel er sådan set bare en elev. Når vi bruger det ord er det selvfølgelig fordi, vi gerne vil have at pigerne skal være Jesus disciple, så at sige. Det er der nogle, der ikke vil – det er så også i orden. Med den gruppe, der vil det, kører vi et forløb for dem, hvor vi går endnu mere i dybden med psykolog, socialrådgiver, bibelstudier, bøn osv. Vi arbejder med deres åndelige liv, deres psykiske liv og deres sociale liv. Socialt, det er jo i forhold til alle mulige mennesker, og også deres egne børn, deres forældre, arbejdskammerater osv.

Hvordan gøres det i praksis, hvordan kan I bedst støtte dem?

Det er vores erfaring, og var også vores overbevisning fra starten af, at man kan gøre meget med en socialrådgiver og en psykolog; det er gode folk, især hvis pigernes livsindstilling som helhed er god, men det bare ikke er det, der flytter dem. Det er livet til daglig, det er der hvor de går, står i køkkenet og laver mad sammen med en af vores ansatte. Det er der, de laver et eller andet sammen med et menneske, der har flere ressourcer end de selv har. Det kan så være en ansat, eller det kan være en pige, der er kommet lidt længere i forløbet, eller som bare har nogle flere ressourcer end den pågældende pige har. Det er det, der flytter noget. Det er konfliktsituationerne. Vi vil gerne have, at huset skal emme af fred, men i denne kultur tror man ofte, at freden opnås ved at undgå konflikter, og sådan er det jo ikke. Freden får man når man har taget en nødvendig konflikt og er kommet ud af den på den rigtige måde. Det er noget, der er meget vigtigt for pigerne at lære, for de kommer fra sammenhænge, hvor man skrider når det kokser. Så går man; så finder man en ny kæreste, finder nogle nye veninder – whatever. Det er meget vigtigt at få slået den holdning i stykker, ellers så kuldsejler de i deres liv. Så det er også konflikterne, der er med til at skabe, og dem har vi mange af her i huset. For et par dage siden havde vi en situation igen, og jeg sagde til mig selv: ”nej, nu lige, hvor man synes at der er fred og ingen farer, så sker der altid et eller andet”. Det kan man godt blive sur over, men man ved godt inderst inde, at det er en del af festen. Det kan vi ikke undgå, og det er også noget af det, der er med til at udvikle os alle sammen – også os selv og medarbejderne. Vi har haft medarbejdere, som vi blev nødt til at korrigere foran pigerne, hvor vi i diskussionen blev nødt til at tage pigens parti. Så har man det ikke særligt godt, for man føler, at man lader den medarbejder i stikken, men der kan være ting, som er så afgørende, at du ikke kan dække over en medarbejders fejl for at redde ansigt, når det så samtidig skader pigen. Det har lykkeligvis kun været i nogle få situationer.
I starten kaldte vi for huset for et forvaltningshus, hvor vi bliver forvaltet, hvor vi bliver forandret, hvor vi bliver transformed. Det er ikke bare pigerne; det er også os selv og medarbejderne. På en eller anden måde er vores ideologi, mission eller hvad det nu hedder sådan noget, at vi er et fællesskab, hvor vi alle sammen har sagt ja til at gå ind i en proces. Det er klart, at medarbejderne og os selv som ledere har nogle bedre forudsætninger end pigerne har. Men man kan ikke gå ind og ændre andre mennesker uden selv at blive hjulpet, uden at også ens eget liv bliver forvaltet af det. Det synes jeg er fascinerende. Man kan blive noget så irriteret på disse piger, men jeg har aldrig lavet noget bedre i mit liv. Aldrig, og jeg kunne heller ikke forestille mig, hvad der kunne være bedre.

Har du nogle gode eksempler på, hvordan pigerne er blevet hjulpet, og har fået et nyt og bedre liv?

Ja, men det går selvfølgelig ikke altid, som man gerne vil have. Det går ikke altid, som præsten prædiker. Det er heller ikke altid gået, som jeg gerne ville have det skulle gå, men jeg har nogle succeshistorier, og så har vi nogle historier, hvor vi tror, at det på lidt længere sigt bliver en succes.
En af de gode historier handler om en pige, en virkelig skøn pige, som står vores hjerter meget nær. Det er en succeshistorie, at det lykkedes for hende mens hun var her, at blive helbredt for nogle af de værste sår, livet havde givet hende. Hun havde været på institution fra hun var fire til hun blev tretten år. Så stak hun af, og blev gravid som trettenårig. Fadderen til hendes barn var ikke god ved hende, så hun stak af fra ham, mødte nogle kristne på gaden, der var ude for at dele kristen litteratur ud, og de bragte hende så herind. Hun var strid i starten, men besindede sig på et tidspunkt, og fik helbredt nogle af de værste sår og skrammer fra sin opvækst. Hun skal nok klare sig. Hun har ben i næsen.

En af de ting, jeg godt kunne tænke mig at dykke lidt ned i, er det med at gå ud over sig selv. Der er nok rigtig mange, lad os sige i Vesten eller i Danmark, som har hus og bil og de sædvanlige ting, man skal opnå i sit liv, og tror, det giver dem værdi. Der er forskellige værdier til. Men der har du måske en lidt anden tankegang; der er andre ting der giver værdi?

Jeg tror på, at vi alle har en hang efter det sikre. I Danmark har vi så defineret det sikre som noget med at have vores eget hus, og det skal være betalt før vi går på pension. Vi skulle også gerne have en pensionsopsparing, og mange ting er selvfølgeligheder: bil osv., og vores børn skal gå til alt mulig sport. Vi har en definition af, hvad et godt liv er. Og når vi sådan jagter det sikre, ja, så går det ofte ud over vores evne til at klare andre menneskers nød. Deres nød bliver let en trussel for vores eget sikre liv.

Jeg kan huske for mange år siden, at Gerd, min kone, var sammen med en pige, hun kendte helt tilbage fra barndommen. Og snakken gik på hvad de hver især foretog sig i det daglige. Gerd var på det tidspunkt som sygeplejeelev i praktik på en børnepsykiatrisk afdeling, og fortalte så lidt om nogle af de børn, der var der, og de familier de kom fra. Men inden længe blev hun afbrudt af sin veninde, der hellere ville fortælle om sit nye ur.

Sådan er der mange mennesker, der ikke rigtigt formår at sætte sig ind i andres nød. Når man går for tæt på andres nød, kan de ikke klare det. Det kan også være svært. Jeg kan også huske nogle historier fra min kones tid på psykiatrisk afdeling, og jeg har selv arbejdet på et psykiatrisk plejehjem. Det er svært, men på en eller anden måde er det der, vi bliver formet; det er der, vi bliver dannet; det er der, vi får dybde i livet. De mennesker, der konsekvent forsøger at undgå ting, der er svære i livet, og dem er der nogle af, bliver overfladiske. Hvis du går hen og spørger hvem som helst på gaden: ”hvad vil du helst; have dybde eller være overfladisk?”, så ved vi godt hvad folk svarer: have dybde. Men der er så bare en pris, der skal betales for det. Når det kommer til stykket, anser jeg det så ikke for en pris, for jeg synes, man bliver meget beriget i det samspil med folk. Jo, det kan være svært at køre hjem og sætte sig foran sin 32 tommers fladskærm, når man lige har været nede og se folk vælte sig i deres eget bræk på gaden. Det er meget at skulle spænde over. Ens eget normale og meget velfungerende liv på den ene side – og så folks totalt smadrede liv på den anden side. Men på den anden side, så tror jeg alligevel ikke, at jeg har lyst til at vælge noget andet.

Nu siger du, at det giver dybde i livet at gå ud over sig selv. Der er sikkert mange, der har svært ved at forstå det midt i deres søgen efter huset og bilen osv.

Men jeg har også hus og bil herovre; det er bare et spørgsmål om hvad, der er det vigtigste. Vi boede da også på et tidspunkt i en lejlighed, der ikke var særligt stor, og hvor det gik op for mig, at hvis mine børn også skal være glade for at være hjemme, så bliver vi simpelthen nødt til at have lidt mere plads. Okay, så lykkedes det os at få et hus, der var stort nok. Vi har fire børn, så de skal have hver deres værelse osv., så det er også et halvstort hus, man skal have fat i. Men husene er heldigvis ikke så dyre her som de er i Danmark, skulle jeg hilse og sige. Det behøver altså ikke at stoppe der; det behøver ikke at være enten eller. Jeg tror, mange har den opfattelse, at enten gør vi det ene eller også gør vi det andet. Jeg nyder at være sammen med andre mennesker og opleve, at jeg er med til at gøre en forskel i deres liv. Det føler jeg er meget berigende, og det kan man gøre uanset hvor man er henne i verden. Min kone og jeg har også et liv ved siden af vores arbejde her på hjemmet. Vi har naboer, mine børn går i skole, de har lærere og skolekammerater. Hvad det angår, så minder vores liv om tusindvis af danskeres, colombianeres eller kineseres liv. Vi står ofte i en valgsituation. Jeg kan eksempelvis komme træt hjem og se at min nabo, for nu at tage noget helt banalt, ikke kan få sin bil til at starte. Så kan jeg vælge at kigge den anden vej, og smutte ind af min dør, eller jeg kan gå over og hjælpe ham. Ofte vælger vi det behageligste, og vælger at sætte os ind i sofaen og se en eller anden Schwarzenegger-film i fjernsynet. Der må man selvfølgelig hele tiden udfordre sig selv til at bryde sin comfortzone. Somme tider er det da et offer at hjælpe andre mennesker, men oftest så går man beriget derfra.

Giver man noget, støtter man nogen, får man det som regel tifold tilbage.

Ja, det er det, der er erfaringen. Jeg kunne godt sidde i Danmark; nu er det ikke for at gøre mig selv til noget specielt. Jeg har sådan set bare fulgt det, der efter min overbevisning var det rigtige at gøre, så der er ikke noget beundringsværdigt i det. Men nogle gange kan det godt stikke mig lidt, når jeg er i Danmark og ser at livet kan være meget let der. Man har alt, hvad man har brug for. På mange måder synes jeg, det ville have været mere behageligt at bo i Lemvig, eller hvor det nu kunne være. Så det kan godt stikke mig lidt i hjertet når jeg er i Danmark, og ser hvor let livet er. Jeg har været i Danmark to gange indenfor det sidste år, og bl.a. været rundt i det kvarter, hvor jeg selv er vokset op, og set hvordan alle folk får huse, der bliver flottere og flottere og der er ikke længere nogen, der vil køre i en gammel folkevogn, som vi plejede at køre rundt i. Så kan jeg da godt føle, at jeg går glip af noget, men alligevel er det min overbevisning, at jeg ikke vil bytte. Det er min overbevisning, at det liv, jeg lever her, er langt rigere. Vi skal nok klare den, og mine børn får en uddannelse, men det kan da godt være, de ikke arver så meget som hvis jeg var stået på ræset hjemme i Danmark da jeg var 22 år gammel. Man træffer sine valg, og så kan kun tiden vise om man har valgt det rigtige.

Nu er det 13 år siden, du flyttede til Bogota. Hvad ligger der forud for det forholdsvis store spring?

Jeg har nok aldrig i mit liv tænkt på at få en fed uddannelse og komme til at sidde fedt i det. Mit univers har sådan set i alle årene været et eller andet, hvor jeg kunne være til gavn for andre mennesker. Jeg har da også levet fedt og godt. Jeg har boet et år i England og et i Spanien, boet mange forskellige steder, sådan set haft mange muligheder for at gøre det, jeg har haft lyst til. Men det har hele tiden ligget i mit baghoved, at når jeg på et eller andet tidspunkt skulle begynde at tænke mere langsigtet, så må det handle om at hjælpe andre mennesker. Vi boede på et tidspunkt i et stort hus, hvor vi havde mennesker til at bo. Ikke nogle meget vanskelige tilfælde, men det kunne være unge mennesker, der havde brug for støtte for bare at få en dagligdag til at hænge sammen. Så der havde vi en slags bofællesskab med 3-4 stykker boende, det skiftede lidt. De var en del af vores familie. På et tidspunkt måtte vi altså sige til dem: ”før I går ind i vores soveværelse, så banker I lige på døren – af hensyn til jer selv”. For det var stort set det eneste sted, vi havde for os selv. Det var tit, det ikke blev respekteret; så gik døren bare op, og så var det godt, det ikke var noget meget intimt vi havde gang i.
Jeg har arbejdet indenfor KFUM’s sociale arbejde, jeg har arbejdet på et herberg, eller en pension tror jeg det hed, med folk der var på vej ud af et misbrug. Jeg har været hjemmehjælper, og jeg har arbejdet en kort overgang med psykisk syge på et plejehjem. Der har hele tiden været et eller andet. Det har aldrig bare været et spørgsmål om at tjene nogle penge; det var også et spørgsmål om at være til gavn for andre mennesker. Det har været fedt hele vejen igennem, det har jeg virkelig godt kunne lide.

Jeg ved, at I også har startet en bagerforretning i tilknytning til hjemmet. Jeg kan forstå, at det dels skal bruges til at lære pigerne at forsørge sig selv; den mentale indstilling, men at formålet også er, at hjemmet Casa Amparo på sigt kan blive økonomisk uafhængig af donorerne.

Det er for at gå et skridt videre. Vi bliver ved med at søge penge alle mulige steder, men når vi når til det punkt, hvor hjemmet er selvfinansierende, så kan vi bruge pengene fra donorer til at starte nye projekter op. Samtidig opnår vi via den fremgangsmåde at den dag, min kone og jeg rejser, hvis vi gør det nogensinde, og hjælpen udefra stopper, så kører arbejdet videre. Så bliver der måske ikke startet så meget nyt op, men det, der er, kører i det mindste videre. Men der er også det, at det er et meget bedre eksempel for pigerne, at Casa Amparo tjener sine penge selv, end at vi modtager det hele som gaver. Pigerne skal jo ud igen, og de skal vide, at de skal gøre det samme; tjene deres egne penge, de skal ikke tigge. Mange af pigerne er, når de kommer her, blevet underholdt på en ene eller anden måde; de har haft en kæreste, og når han ikke har kunnet forsørge dem, så er de hoppet videre til den næste. De er hele tiden på udkig efter at en eller anden kirke eller organisation kan hjælpe dem. Eller om staten har tilbud til sådan nogle som dem. Når de så kommer her, og finder ud af, at de kan være her et år, så tænker de, når halvdelen af tiden er gået: ”hvem skal jeg nu søge efter, der kan forsørge mig?”, for det har de været vant til hele tiden. Det er farligt, for så hopper de i med en eller anden stodder, som sparker dem ud efter en måned. Derfor bliver vi nødt til at bryde mønsteret. Der er det selvfølgelig et godt eksempel, at vi som arbejde kan tjene vores penge selv. Nede i bageriet kommer de til at arbejde lidt for deres egen føde. Det er et meget bedre eksempel.

Så igen handler det, som også i de foregående kapitler i denne bog, meget om at den mentale indstilling skal ændres.

Ja, og det mener jeg også har været problemet med socialpolitikken i Danmark igennem årene (og vel også vores ulandshjælp? – sikkert nok). Socialdemokratiets velfærdsmodel, som man kan sige meget godt om, har haft nogle voldsomme slagsider alligevel. Hele problemet er, at man troede, at man kunne. Det er måske ikke helt 100 % retfærdigt at sige det sådan, men jeg tror alligevel, man godt kan sige noget i retning af, at man troede, penge ville løse problemet. Har du fattige, så er det penge der mangler. Men det er det bare ikke, jo selvfølgelig, de kan mangle penge her og nu til at komme over en akut situation. Men i bund og grund reder man dem ikke. Nej, det har noget at gøre med, at man skal have det ommøbleret inde i hovedet. Det skal de her, og det skal de alle steder. Alt vores arbejde faktisk; okay vi giver dem husly og sådan noget, men det er ikke det, der er vores arbejde. Dem der kommer ind, og bare ser huset som et nyt hotel, de kommer aldrig nogen steder. De ryger lige i armene på en stodder, når de tager herfra, og så ni måneder efter kan vi have dem her igen. Dem som ikke forstår, hvad det går ud på; dem som ikke forstår, at det gælder om at tænke anderledes, de kommer aldrig nogen vegne. Men de fleste forstår det; nogle få stykker gør det ikke.
Pigerne inddeler sig i tre forskellige typer. Jeg tænker specielt på en, men hun er ikke den eneste, der nok skal klare sig. Dovenskab var slet ikke kendt i hendes univers. Hun arbejdede meget flittigt med det hun fik besked på at lave i køkkenet og i bageriet, og hun gjorde god brug af at lære at lave brød. Efter hun så er smuttet herfra, har hun haft en spiritusforretning, et lille bageri og hun har lavet forskellige ting. Hun skal nok klare sig. Men det er fordi hun siger: ”jeg er ligeglad, jeg kan, jeg er da ligeglad med at min mor er en dum kælling, jeg er da ligeglad med at min mand skred fra mig. De kan gå, jeg skal nok klare mig”. Det er den rigtige indstilling. Modsat dem, der siger: ”jeg skal nok klare mig, hvis jeg bare finder en, der kan forsørge mig”.
Der er også den mere forsigtige slags – hvis de ikke kan få et arbejde i et supermarked eller med rengøring eller sådan noget, så kan de ikke noget. Vi er meget forskellige som mennesker selvfølgelig; jeg har heller aldrig været den helt store entreprenør før jeg kom herover. Der skal noget gå-på-mod til for at klare sig i dette samfund, det skal der virkelig.
De dårligst stillede, der kommer her, har vi igen ni måneder efter, hvis der ikke er noget der bliver flyttet voldsomt meget i deres liv. Det er ikke bare en mulighed, det er så sikkert som Amen i kirken.
Vi har selvfølgelig også en åndelig side med, Gud skal være med i det. Vi tror, at et lykkeligt liv, for nu at bruge et lidt fortærsket udtryk, det får man, hvis man lever i fællesskab med ens skaber, Gud Den Almægtige. Men der er jo nogle mennesker, der blæser på Gud og klarer sig glimrende alligevel. Det er jo ikke kun kristne, der klarer sig, det kan enhver se.
For mange af pigerne er det gået så galt i deres liv, at de slæber rundt på så store sår, at det er min overbevisning – og erfaring – at de kun kan komme videre med deres liv, hvis de giver Gud lov til at helbrede disse sår.
Kræft kan helbredes, men der dør alligevel mange af kræft. For pigerne er det nærmest en følelsesmæssig kræftsvulst de har, fordi det påvirker deres evne til at arbejde, det påvirker deres evne til at være sammen med andre mennesker, til at leve sammen med andre mennesker. Det er de to vigtigste ting: at du kan leve med andre mennesker og at du kan arbejde. Hvis du er skadet på de to områder, kan du kun gå til bunds. Så ser de måske godt ud, men du kan godt falde for en, der ser godt ud selvom hun er en heks – du kan bare ikke leve sammen med hende. Men du oplever hende først som en heks, når du begynder at leve sammen med hende, dvs. det forhold går hurtigt i stykker, ligesom det næste og det næste og det næste.

Hvad har du af fremtidsdrømme og -planer?

For en vis type mennesker er fremtidsprojekter den adrenalin, der holder dig kørende. Sådan har jeg det meget. Jeg har overvejet det meget på det sidste, og bedt lidt til Gud om at vise, hvor vejen går fremover. Der er stadig arbejde at gøre her i Bogota, med hjemmet og med at udvide bagerforretningen, men så vil vi egentlig gerne tage modellen og rejse til en anden by og implementere den der. Cali (Colombias tredje største by) ville være oplagt, men der er også mindre byer som f.eks Pereira og Armenia, byer på størrelse med Århus. Næst efter det har jeg tænkt på et af Sydamerikas fattigste lande. Et land kan godt være fattigt i den forstand, at der mangler penge, men der er også noget der hedder elendighed. Elendighed og fattigdom følges ikke nødvendigvis ad. Man kan godt have fattigdom uden at have elendighed – og også elendighed, hvor der ikke er fattigt. Man kan godt have en lille landsby i bushen, hvor der ikke er mange penge, men hvor familierne er intakte, hvad det end er for et familiemønster man har. Familiemønsteret er intakt, de har gode familie værdier. Det vil sige, at der er nogen der tager sig af børnene, at der er mad nok og at det er så varmt, at man ikke har brug for ret meget tøj – så er der så at sige ingen elendighed. Fattigdom er selvfølgelig noget med ikke at have særlig mange penge, noget med at have under to USD om dagen. Men der hvor det virkelig knækker, det er der hvor familierne går i opløsning, børnene går for lud og koldt vand, hvor perversitet er kommet ind. Det er noget med at have flere seksuelle partnere samtidigt.
Det er mit indtryk, at det land jeg har tænkt på, ikke bare er et fattigt land, men også et land med meget elendighed. På mange måder minder billedet om stedet her, og så er det måske en tak værre. Det kunne jeg godt tænke mig. Men så er vi nok også så langt fremme, at vores børn er flyttet hjemmefra. Det er måske også det smarteste, hvis man skal til at pendle og måske oven i købet flytte.

Spændende – så arbejdet fortsætter med at støtte og hjælpe andre mennesker. Hvis der er nogen af læserne der synes, at det lyder spændende og måske godt kunne tænke sig noget mere dybde i deres liv, hvad kan de så gøre? Her tænker jeg både i det store, á la jer: hvor nemt er det at starte et hjem op, men også i det mindre?

Er der nogen der har lyst til at starte et eller andet, kan de bare sige til, så giver vi gerne en hånd, også selvom det er i Danmark. Det kunne være mange andre grupper, som man satser på at hjælpe. Nød findes alle steder. Jeg kan huske, da vi flyttede til Lemvig; der tog vi først derop en weekend og boede på hotel. Gik en tur inde i byen og det så meget idyllisk ud. Da vi så flyttede herop, og begyndte at starte menighed der, begyndte at prædike, at Gud er kærlighed, så er det altid dem der har mest behov for kærlighed, der kommer som de første. Så kom vi pludselig til at se bagsiden af samfundet. Det var ikke bare den her hyggelige flække, hvor alle havde det så godt med hinanden. Der var folk, der drak sig fra sans og samling. Alt hvad du ser i en storby, så vi også i Lemvig. Så selvom man bor i Danmark, i et hyggeligt lille rækkehus eller en lækker fed villa, så kan man som regel blot gå lige hen om hjørnet, og så er der nogen der har brug for ens hjælp. Jeg tror, det hele starter der, hvor man spørger sig selv: ”hvorfor har jeg det så godt som jeg har det, er det virkelig min egen skyld?” Man kan altid finde noget, man har været god til, men i bund og grund, hvorfor har du det så bedre i Danmark end en eller anden fyr på gaden i Afrika? Du skal ikke komme og bilde mig ind, at det er din skyld. Kan vi så bare sige: ”det er da bare heldigt, at jeg har det godt; jeg er da bare ligeglad med de andre”? Det virker fuldstændigt forkert på mig. Det drejer sig først og fremmest om at få åbnet øjnene, og indse, at vi faktisk alle står i gæld. Så er der nok nogen, der siger, at det er en lidt negativ måde at tænke på, at jeg står i gæld, at jeg skal gøre noget af pligt. Men faktisk kan vi ikke tillade os bare at sige, at det da bare er godt, jeg er født i Danmark, jeg var da bare heldig at mine forældre de var gode og kærlige. Nej, det er en helt forkert måde at anskue tingene på. Uanset hvilket motiv man har, vil jeg mene, så vil man begynde at opdage, at når man tager nogle små skridt, var det faktisk ikke noget offer. Jo, der er situationer, hvor man må ofre sig, men summen af det hele er, at det ikke er noget offer; det var ikke noget offer at rejse til Sydamerika. Så synes jeg da bare man skal starte derfra. Prøv at gå lidt rundt i de større byer, man kan altid finde en kirkens korshærs café, et værested, hvis man gerne vil engagere sig i noget, der er mere organiseret. Røde Kors besøgsvenner, genbrugsbutikker, hvor man sælger brugt tøj og således rejser penge til at hjælpe andre med – der er masser af muligheder. Men det må starte der, hvor det pludselig går op for dig, at du faktisk har det godt, og hvorfor så ikke hjælpe nogen, der ikke har det så godt.

Hermed en opfordring.
Nu kan jeg huske, at du nævnte et pensioneret ægtepar?

Da vi købte bygningen for tre år siden, var der et modent ægtepar, der havde kontaktet os. Vi sender sådan nogle nyhedsbreve ud, og de kontaktede os: ”vi har hørt, I har været på jagt efter en bygning. Når I har bygningen, så sig til, for der skal sikkert både males og alt mulig andet, så kommer vi”. Da vi så havde bygningen skrev vi ud til alle, at vi nu havde den. En uge efter skrev ægteparret: ”vi kommer om en måned”. Så kom det her par, de var i 60’erne. Han havde dårlig ryg, så han måtte nogle gange lige stoppe op, nogle af hans arbejdsdage blev en anelse kortere, men ellers kløede de på tre måneder herovre. Han lagde el ind; han havde arbejdet med el i sit arbejde på en transformer fabrik. Han lagde meget el ind, og de lavede alt muligt. Brækkede gulv op osv. osv. Nu skrev de så for nylig igen og spurgte, om vi gerne vil have, at de kommer igen. Så nu kommer de – en måned denne gang. De skal i gang med at udvide et lille hus vi har ude i gården. Det skal blive til et værksted, og det regner vi med, at de nok når på denne måned. Nu må de være 63 og 67 eller noget i den stil.

Der går nok en masse pensionister rundt hjemme i Danmark, som ikke ved hvad de skal lave.

Mange er jo nedslidte når de når pensionsalderen, og så er det selvfølgelig dejligt, at man kan nyde livet og slappe af. Men mange tror, at bare de når en vis alder, så er der ikke nogen grund til at lave mere. Og mange tror, der ikke er brug for dem. Mange går på pension langt før de er nedslidte. De har lyst til at kunne disponere over deres tid selv, har lyst til at prøve noget nyt. Mange rejser meget. Men mange ved ikke, at man kan være til stor glæde for andre når man rejser ud i verden.
Vi har mødt dem, der tror, at man bliver skudt så snart man træder ud af lufthavnen her i Bogota. Det gør man ikke, kan vi af erfaring sige. Her er meget skønt. F.eks. sidste gang vores pensionistvenner var her, tog de til Carttagene (Unesco by ved Caribbean) og nød livet der. Vi tog på udflugter med dem i Bogotas omegn. Så det er jo ikke et spørgsmål om enten eller. Min familie nyder også at bo her. Det er et smukt land.
Jeg så en gang en reklame; franskmænd er livsnydere. Jeg tror det var en reklame for vin. Så tænkte jeg: ”jeg er da også livsnyder. Jeg nyder da også livet. Jeg nyder da at rejse rundt og se på ting”. Men det er ligesom med dessert – får du for meget, kommer du til at kaste op til sidst. Hvis fokus i ens liv bare er at nyde og nyde og nyde, så går det galt til sidst.

I et af de andre interviews fortalte Mikael Hoffmann om sine forældre, der havde haft et hotel som var deres passion. Da de blev pensioneret, lykkedes det ikke moderen at finde en ny passion i livet, og det var også hende der døde først. Jeg tror, der er rigtig mange pensionister derude, der kommer til at have følelsen af, at de ikke længere er noget værd. Men der er masser af gode ting at gå i gang med.

Ja! Der er også i Danmark børn der går for lud og koldt vand. Et eller andet sødt, gammelt pensionistægtepar, et par etager oppe i opgangen, kunne sætte sig ned og lytte til hvad de havde at sige. Der er mange mennesker, der lider i Danmark – og uanset hvor man er henne i verden. Inde bag facaderne, inde bag gardinerne. Der mangler virkelig et syn, synes jeg, et eller andet fællesskabssyn. Et samfund betyder et fællesskab, altså rent sprogligt, så samfund er lig med fællesskab. Jo rigere et samfund er, desto mindre fællesskab er der og desto flere mennesker lider. I Danmark har vi jo en af verdens højeste selvmordsrater – hvorfor i alverden har vi det? I Colombia er der mere fattigdom end der er i Danmark og i den forstand flere, der lider. Men menneskeligt er der meget lidelse i Danmark.

Tiden er ved at være gået. Det sidste spørgsmål jeg vil stille dig, og som jeg også har spurgt om i de andre interviews, er om du kan anbefale en bog, der har haft størst betydning på dit liv?

Eftersom jeg er kristen, lyder det selvfølgelig meget forudsigeligt, at jeg siger Bibelen. Jeg vil godt forklare hvorfor jeg alligevel nævner den. Jeg læser i den hver dag, og det er i hvert fald langt de fleste dage, at den giver mig noget at tænke på. Mange af passagerne har jeg læst mange gange. Det er jo ikke en bog, du læser fra start til slut og så starter forfra. Nogle gange læser man nogle stykker, og andre gange læser man det hele igennem. Det er jo bl.a. en samling biografier. Biografier er den genre, der interesserer mig mest. Når du bliver 70-80-90 år så dør du, og tager mange ting med dig i graven. Der tænker jeg tit, når der er nogen, jeg har kendt, der dør, eller når store personligheder dør: ”der mistede vi en hel del”. Biografierne fastholder nogle af de ting, der ellers ville gå tabt. Frelsens Hær er noget de fleste danskere kender. For et stykke tid siden læste jeg stifteren William Buth’s biografi. William Buth var en mand, der som ingen anden satte socilat arbejde på dagsordnen i datidens England, og gjorde det klart for enhver, at kristendom og socialt ansvar går hånd i hånd.

Men der er selvfølgelig nogle af de oplagte personligheder; Mother Theresa, Martin Luther King, Gandhi, Nilsson Mandela og mange andre – alle personer, det er meget inspirerende at beskæftige sig med.

Lad os håbe, der er flere der går i deres fodspor.

Kort om Frits Hammershøj

Født: 1959
Bopæl: Bogota, Colombia
Email: amparo@amparo.dk
Web: www.amparo.dk

Hans mission i livet:

Er på vej.

Så mange har han hjulpet:

Der har været 85 piger med deres børn gennem vores arbejde. At pigerne kommer på højkant, har ikke alene betydning for dem selv og deres børn, men ofte også deres forældre, kærester osv.

Hans yndlingscitater: You should be the change that you want to see in the world (Gandhi)

Whatever you do will be insignificant, but it is very important that you do it (Gandhi)

Jeg er for længst holdt op med at blive fortørnet over onde menneskers ondskab. Værre er gode menneskers ligegyldighed. (Martin Luther King)

Bøger og hjemmesider han kan anbefale:

Er på vej.

Handlingsplan – ingen resultater uden din handling

Skriv hvilke handlinger der kan gøre en forskel i dit liv indenfor dette livsområde. Skriv og gør det i dag.

At ændre dit liv til det bedre starter med en forståelse for, hvor du er i dag. En 360 grader evaluering vil hjælpe dig med at lokalisere de områder, du skal fokusere på i dit liv. Gå ind og foretag en 360 grader evaluering ganske gratis på www.exceptionallife.dk/360